En nanometer er en milliontedel af en millimeter. Det vil sige ca. 100.000 gange mindre end tykkelsen på et menneskehår.
Størrelsesforholdet mellem en nanometer og en fodbold svarer til størrelsesforholdet mellem en fodbold og jordkloden.
Nanoteknologi referer til, at det, man arbejder med, er meget småt – mindre end 100 nanometer (nm). I nanoform ændres materialers fysiske, kemiske og biologiske egenskaber fundamentalt. Ved at arbejde i nanoskala kan man skræddersy materialer med særlige egenskaber, og nogle mener derfor, at nanoteknologi kan føre til en ny industriel revolution i stil med indførelsen dampmaskinen, elektricitet og computerteknologi. Fordi stofferne ændrer sig fundamentalt i nanostørrelse, kan stoffernes virkning på sundhed og miljø dog også ændre sig radikalt.
Nanomaterialer kan anvendes i en lang række af forskelligartede produkter og omfatter for eksempel:
- nanostrukturer, som kan forbedre ydeevnen i computere og anden elektronik
- aktive nanopartikler i katalysatorer i biler, der medfører at skadelige gasser fjernes fra bilens udstødning
- nanomedicin, som kan føres til helt specifikke organer
- antibakteriel behandling af sportstøj
- solfiltre af titaniumdioxid i solcremer
- vandafvisende overfladebehandlingsprodukter, som kan give pletfri sofaer
- nanorør af kulstof der kan forbedre styrken af letvægtsmaterialer som ketsjere, cykelstel og vindmøller
- og der er mange flere eksempler…
Kilde: Miljøministeriet, EU-Kommissionen, OECD